Ekstra refleksion i forbindelse med inspirationen
i Samtale & Ledelse
Spørgsmålet, hvad vil du? - vil jeg gætte på, måske er ét af de spørgsmål, som du har fået flest gange i livet.
Det er i kategorien af spørgsmål, som både kan være rimelige og nemme at svare på. Men det kan bestemt også være det modsatte. Nemlig urimeligt og nærmest umuligt at svare på.
Det er også et spørgsmål, hvor det har kæmpe betydning HVEM der spørger, HVORDAN det udtrykkes og HVORNÅR du får det stillet. Og til sidst, HVORFOR du får spørgsmålet.
Men det ER jo et godt spørgsmål.
Det kræver ofte bare lidt mere tid til at tænke over inden, at du kan komme med det helt rigtige svar end der gives mulighed for, når det lige kastes mod dig.
Fordi der ligger noget endeligt over spørgsmålet.
Et usynligt krav om, at du kender fremtiden, og ved præcist hvad du vil. Ikke bare nu, men også meget senere.
Når spørgsmålet har formålet, at hjælpe dig til at tænke længere frem i tiden, så må du gerne bede om mere tid før du svarer.
Og så igen, så kan det faktisk være, at du vil svare noget andet i morgen - hvis du får spørgsmålet en gang til.
Dette er nemlig et spørgsmål, som er under konstant forandring alt efter situationen og hvordan du har det, når spørgsmålet stilles.
Så jeg vil anbefale, at du betragter spørgsmålet som et øjebliks-billede hvor du kan finde svaret ud fra hvordan du har det lige nu, hvordan du oplever og betragter din situation lige nu.
Hvad jeg vil ? ... Godt spørgsmål, lige nu vil jeg ... .
Hvad har du opdaget?
I forhold til det, som du har læst i dag i inspirationen Samtale & Ledelse ... hvad vil du bruge dine opdagelser til?
Spørgsmålet handler om, at du tænker over det som du har læst og overvejer det i forhold til dig og din hverdag.
Det handler om, at du overvejer mere konkret hvad du vil gøre med de idéer eller gode tanker, som du har fået undervejs at du har læst inspirationen.
Hvilke nye spørgsmål kan opstå?
Ud fra det, som du har opdaget ... hvad vil du gerne have mere tid til at tænke over?
Som jeg har indledt denne side med, så kan det være tidskrævende at svare på dette spørgsmål lige nu. Derfor kan du overveje, hvilke tanker det har sat i gang, som du skal tænke mere over eller få mere viden om.
Hvad gør du nu?
Når du er blevet mere bevidst ... hvad vil du nu?
For at give dig selv et kærligt puf, kan du lade dig udfordre inden du lukker denne side. At du vælger noget, som du vil gøre. Noget du vil gøre mere af eller mindre af. Noget du vil fortsætte med eller noget du vil begynde på.
Jeg skriver om samtaler og ledelse fordi jeg har utallige gange hørt og oplevet, at snakken går på møderne med mange gode idéer og forslag til forbedringer af samarbejdet.
Men ofte sker der ikke så meget, når først alle er ude af mødelokalet. Hverdagen er svær at ændre på.
Så selv når alle VIL noget mere, noget nyt eller noget andet. Og der kun er lutter gode argumenter - så gør alle som de plejer. Og så fortsætter snakken til næste møde. Men det opleves mere og mere som tom snak, og skaber ligegyldighed i teamet.
Derfor vælger jeg, at dele ud af min viden, min erfaring ganske gratis gennem inspirationen i Samtale & Ledelse. Og jeg håber at det hjælper dig at beslutte, hvad du vil.
Skulle du have brug for mere inspiration og hjælp hos mig, så ved du helt sikkert allerede hvordan du kan få adgang til Samtale Manualen.
Kærlig hilsen, Mette 🌸